Bloggen kan være en del af midlet mod målet

Mit kendskab til blog, og ikke mindst bloggen som et refleksionsværktøj, var meget begrænset inden begyndelsen af dette modul. Jeg havde ingen erfaring med brugen af blog, hvilket gjorde at kendskab til virkemidler, æstetik, design, anvendelighed m.m. var begrænset.

Efter at have læst om blog, som et ikt-baseret læringsrum, var det med stor interesse, at jeg begyndte at arbejde med bloggen som refleksionsværktøj.

Det kan være svært at skelne, hvorvidt det er muligheden for at beskrive nogle af de refleksioner, der opstår i forbindelse med egen praksis eller om det er bloggens anvendelighed, der gør, at jeg ser muligheder i bloggen i den fremtidige arbejdspraksis.

Muligheden for at beskrive refleksioner over egen arbejdspraksis uden at skulle forholde sig til teori, forskning eller objektivitet, har været en konstruktiv og brugbar opgave. Undervejs i de skrevne blogindlæg har jeg selv fået et andet perspektiv på de forskellige problematikker, selvom det udelukkende har været styret af egen holdninger og oplevelser. Dette har været en personlig lærerig proces, og kan understøtte nødvendigheden for et rum eller forum, hvor man som lærer har mulighed for dette, uden at noget er politisk, fagligt eller pædagogisk ukorrekt eller korrekt. Om det er bloggen, der er den eneste mulighed for dette, er ikke sikkert, men det i hvert fald et kvalificeret bud. Det åbner op for, at man kan få flere relevante faglige diskussioner, når der er afsat mødetid. Jeg mener stadig, at der er noget værdifuldt i at man som lærere mødes fysisk og diskuterer pædagogik og didaktik. Der kan opstås misforståelser ved det skrevne ord, som kan undgås/forklares ved det traditionelle læringsrum.

Jeg har gennem mine blogindlæg set muligheder for interessante diskussioner, hvis nogle af mine kollegaer kunne kommentere på indlæggene. Det vil sige, hvis målgruppen for mine indlæg havde været kollegaer, havde refleksionerne over egen arbejdspraksis været mere præciseret, og derved havde der muligvis kommet en diskussion og en ny viden, som havde en konstruktiv effekt i den daglige praksis.

Jeg ser altså bloggen som et brugbart værktøj i den proces, det kræver, når man skal forny og udvikle sin egen arbejdspraksis. Refleksionsniveauet er højere end ved fysiske planlagte møder, men samtidige mener jeg ikke, at det ene skal udelukke det andet. Jeg ser kvaliteter i begge læringsrum, og jeg mener, der er en fordel ved, at de kombineres, når ens arbejdspraksis skal udvikles.

Reklamer

21st skills, programmering, robotteknologi – kan vi følge med?

For ikke mange år siden købte flere kommuner iPads til dele eller hele skoler. Alle elever og lærere fik iPads. Men vidste de noget om, hvordan læring og iPads hænger sammen? Hvordan bruger man iPads på en hensigtsmæssig måde i de enkelte fag? Og har det overhovedet en effekt – altså lærer eleverne mere end, hvis de ikke havde iPads.

Odense Kommune har bevilliget 10 mio. til deres folkeskoler for at fremme robotteknologi i deres folkeskole, så nu sidder børn i indskolingen og ’leger’ med robotter. Robotteknologi er ligeledes blevet et valgfag på min egen arbejdsplads. Men hvad lærer de? Og hvad skal de lære? Hvilken faglig viden kan man forvente at en 9. klasse tilegner sig inden for

Der er skoler rundt omkring i landet, blandt andet Skolen i Sydhavnen (København), som har valgt at gøre sig til profilskoler med fokus på 21st skills. De indretter skole, lokaler, skemaer m.m. efter dette. Igen – hvilken effekt har det? Er eleverne på disse skoler bedre til 21st skills end andre skoler, når de forlader folkeskolen?

Man kan hurtigt miste overblikket som lærer eller for den sags skyld leder, hvis man skal forsøge at følge med mange af de ideer, der dukker op i forbindelse med at forbedre den danske folkeskole.

Per Fibæk Laursen skrev for nylig i Politiken, at ganske få af de politiske tiltag gennem de seneste mange år har haft effekt, men hvad gør vi så? Der er ingen tvivl om, at det er relevante kompetencer, der ligger i alle ovenstående elementer. Jeg tror, at det er vigtigt, at man som skoleleder og ikke mindst som lærer erkender, at man må prøve sig frem og se, hvad der fungerer i ens praksis/skole. Det kan ikke nytte noget, at man som lærer ikke forholder sig til disse nye kompetencer og behov, der er kommet i takt med den digitale udvikling, Men man bliver nødt til at italesætte over for lærere, at det ikke skal ses som en stor opgave, der skal løses her og nu. Det er vigtigt, at lærerne bliver deltagere i integreringen af projekterne, og at det derved giver mening for den enkelte lærer at bruge tid på det. Man bliver nødt til at arbejde en forståelse af, at det alt sammen ikke er noget, der skal fungerer uden problemer næste gang, der skal laves årsplaner.

Det er skolelederen, der skal sørge for, at lærerne ser en mening med tingene, og samtidige er det ikke sikkert, at fx det første forslag til programmering på skolen er det, der fungerer. Men vi må alle prøve os frem.

Hvordan får man et fagteam til at være deltagere i et digitalt refleksionsrum?

Det er ikke fremmed for diverse lærerværelser, at de rummer mange forskellige lærertyper. Elever, forældre, ledelse og ikke mindst kollegaer kan se, hvor stor forskel der er blandt lærerne i tilgangen til undervisningen generelt. Det værende sig alt fra didaktik til relationen med elever og forældre. Derfor ser jeg i min praksis nogle udfordringer ved mødeafholdelse i fagteams. Her kunne jeg med rette også have taget udgangspunkt i et klasseteam, årgangsteam etc. Men netop i fagteams er der flere faktorer, der gør det til en kompleks udfordring at få fagteams til at skabe samarbejde og dialog og herved fremme læreprocesser. Dels er der fagdidaktikken, herunder ikke mindst inddragelse af it, og dels, spørgsmålet om, hvilken relation man ønsker med eleverne – altså hvilken klasseledelse man udfører.

Jeg vil tage udgangspunkt i et af mine fagteams – matematik. Inden for matematikfaget har der de seneste par år været en heftig debat om bruges af digitale værktøjer i undervisningen. Hvornår skal eleverne bruge lommeregner? Er det fagligt forsvarligt, at der nu findes digitale værktøjer, som kan løse ligninger for eleverne? Der er mange fagdidaktiske spørgsmål, som lærerne skal forholde sig til samtidige med de har et indgroet fagsyn, som er svært at ændre ved. Det er ingen hemmelighed, at der er meget delte meninger i forbindelse med brugen af digitale ressourcer i matematikundervisningen, hvilket gør integrationen af digitale læringsnetværk i fagteam til en udfordring. Det er vigtigt, at man fra start af, får fremhævet fordelene ved at anvende et digitalt refleksionsrum.

Lærerne er meget opmærksomme på, at det ikke må blive en ekstra arbejdsbyrde for dem. Hvordan får man kollegaerne til at anvende denne type for videndeling?

Og er det nødvendigt? Får vi noget ’andet’ ud af det, end vi gør på de skemalagte fagteamsmøder torsdag eftermiddag? Det kunne være spændende at finde en model, hvor begge typer af diskussionsrum bliver integreret, så alle lærere er deltagere i denne læreproces, men hvordan denne model skal præsenteres, så det ikke bliver et spørgsmål om fagsyn, alder, arbejdstid eller andet, er mig stadig uvist.

Digital dannelse eller digital opdragelse?

Er det realistisk at forvente, at skolesystemet kan skabe elever, som er digitalt dannede?

Jeg har flere gange igennem mit job som underviser på en udskolingsskole (6.-10. klasse) oplevet, hvordan de sociale medier, kan skabe uhåndgribelige og spontane konflikter. Det er ofte konflikter, hvor der er en eller flere, som bliver udsat for digital mobning. Jeg er af den holdning, at så længe det drejer sig om uhensigtsmæssig opførsel på sociale medier, så som Snapchat, Facebook m.m, er det et fælles ansvar mellem lærerne/skolesystemet og forældrene. Men hvordan kan man som lærer tillade sig at blande sig i forældres opdragelse? Det undrer mig, at forældre tillade børn langt under de 13 år at anvende brugen af disse medier? Da det er et amerikansk produkt, er aldersgrænsen sat til 13 år, da men i USA ikke må indsamle personlige oplysninger fra børn under 13 år. Men børn kan heller se eller gennemskue konsekvensen af de ting og handlinger, de foretager sig på de sociale medier. Selv voksne har svært ved at se konsekvensen af handlinger gennem digitale medier.

I en artikel i Berlingske Tidende fra 2015 mener Kirsten Drotner, at det er skolevæsenets vigtigste opgave at sørge for eleverne lærer at forholde sig kritisk til brugen af sociale medier samt, hvilke konsekvenser handlingerne har. Jeg mener, det er en umulig opgave, at skoleverdenen skal stå med denne alene. Det bliver anbefalet, at læreren bruger nogle af disse sociale medier som nye læringsnetværk for eleverne, så de får en erfaring med at bruge dem på en konstruktiv måde. Dette stiller selvfølgelig nye krav til lærerens rolle i den danske folkeskole anno 2017. For hvordan sikrer man sig, at alle elever kan deltage på lige vilkår i et læringsnetværk, hvor der er allerede er så mange andre, ikke altid positive, oplevelser for mange af eleverne? Hvordan ’tvinger’ man dem til at bidrage til den fælles viden konstruktion, der skal skabes, når man weekenden forinden er blevet hængt ud, fordi man havde de forkerte sko på i skole?

https://www.b.dk/kultur/uden-digital-dannelse-bliver-vi-generelt-dummere